Når undervisere anvender generativ AI i arbejdet med de studerende, så rejser det væsentlige spørgsmål om etik og tillid; spørgsmål, der dybt berører forståelsen af rollen som underviser.
Der er noget fundamentalt bekymrende ved den måde, hvorpå vi i øjeblikket er ved at implementere kunstig intelligens i uddannelsessektoren. Med et stift fokus på snyd advarer vi de studerende mod brugen af generativ AI samtidig med, at vi taler om kritisk tænkning og selvstændig akademisk praksis.
Men teknologien er jo ikke kun til for de studerende. Generativ AI muliggør også betydelig hjælp til undervisernes opgaver, og hvis man som underviser fristes til at automatisere eksempelvis opgaver eller rettearbejde uden at kommunikere åbent med de studerende herom, så rejser det væsentlige spørgsmål om autenticitet, etik og tillid i undervisningen. Eksempelvis kan man med rimelighed spørge: Hvis underviseren ikke gør sig umage, hvorfor skulle de studerende så?
Flere steder i udlandet har teknologien i kombination med et voldsomt pres på undervisere allerede flyttet forståelserne af, hvad uddannelse egentlig er og bør være. Det er derfor helt nødvendigt at vi herhjemme overvejer ganske grundigt, hvad uddannelse skal være i fremtiden. Udviklingen skal foregå proaktivt og ikke som en utilsigtet konsekvens af en ressourceproblematik eller tilsvarende, for så mister vi grebet om, hvordan vi som sektor forholder os klogt til innovation af uddannelserne.
Om det vi mister
Vi advarer de studerende mod at bruge generativ AI, fordi det ikke er tilladt, og nogle undervisere tager sågar samtaler med de studerende, når man ”synes” man kan konstatere AI-snyd. Samtidig kender jeg undervisere, der selv bruger generativ AI til at generere opgaver, give feedback og bedømme skriftligt arbejde. Vi implementerer AI-værktøjer som Copilot på uddannelsesinstitutionerne, men vi undgår samtidig ret omhyggeligt konfrontationen med de dybere implikationer af vores valg.
Problemet er, at dette skred ikke sker pludseligt eller dramatisk, men gennem en række tilsyneladende uskyldige "optimeringer", der hver især måske synes rationelle og forsvarlige, men som tilsammen udgør en fundamental ændring af uddannelse.
Når vi erstatter en menneskelig interaktion med generativ AI, risikerer vi at miste noget ret grundlæggende i det faglige arbejde. Vi mister eller formindsker de muligheder, hvor reel forståelse opstår gennem dialog, og vi risikerer at overse, hvordan kritisk tænkning faktisk manifesterer sig i faglige sammenhænge.
Den dragende effektivitet i AI-værktøjer kan få os til at overse, at uddannelse grundlæggende stadigvæk handler om udvikling af potentiale gennem menneskelig interaktion. Det handler om komplekse, ofte uforudsigelige processer, hvorigennem viden ikke bare overføres, men udvikles og modnes. Og hvis vi automatiserer disse processer, så signalerer vi indirekte til vores studerende, at effektivitet er vigtigere end substans, at hastighed betyder mere end dybde, og at standardiseret feedback er lige så værdifuld som kontekstbestemt, personlig vejledning.
Og det er det altså ikke.
En ny kontrakt
Situationen kræver en ny form for kontrakt med vores studerende. En kontrakt, der anerkender tilstedeværelsen af generativ AI, men som samtidig insisterer på værdien af menneskelig tænkning og interaktion. Dette er ikke et spørgsmål om at vende tilbage til en præ-digital æra med papir og blyant, men derimod om at udvikle en mere nuanceret og ansvarlig tilgang til teknologi og uddannelse. Jeg har ved adskillige lejligheder nævnt, at vi helt grundlæggende bliver nødt til at gentænke de videregående uddannelser i Danmark, og at det ikke er nok med lappeløsninger i form af reviderede modulbeskrivelser eller mindre studieordningsændringer - eksempelvis her i Fra uddannelsesfabrik til mulighedsrum.
Hvis vi vil fremme den gode læring i AI-æraen, må vi begynde med en grundig kritisk selvransagelse af egen praksis og dernæst åben dialog. For hvis ikke undervisere bliver ved med at gå forrest med det gode og transparente eksempel, hvordan kan vi så med troværdighed forvente, at vores studerende skal værdsætte og udvikle disse kompetencer?
Vejen mod en mere gennemsigtig praksis
Det er ikke en let opgave, og det handler indlysende ikke om at afvise generativ AI, men derimod om at udvikle en mere ansvarlig og åben tilgang til teknologien. Jeg har et par ideer:
For det første må vi være transparente om vores egen brug af generativ AI i undervisningslokalet. Dette betyder ikke bare at informere om, hvornår vi bruger AI-værktøjer, men også åbent at dele vores overvejelser om hvornår og hvorfor vi vælger at prioritere menneskelig interaktion over automatiserede løsninger – og eventuelt omvendt. Jeg tror, at denne åbenhed kan medføre et drastisk fald i sager med ”snyd” herhjemme; hvis de studerende oplever at blive taget alvorligt og komme med på sidelinjen af de faglige, etiske og teknologiske overvejelser, så er man godt undervejs med at skabe gensidig tillid.
For det andet er det formentlig hensigtsmæssigt, at man som institution arbejder på at standardisere og nedskrive (eksempelvis i et AI-kodeks), hvad underviserrollen egentlig indebærer i forhold til generativ AI. En vis form for frihed for den enkelte er tilrådelig, men omvendt er det ret væsentligt, at studerende oplever etisk sammenhængskraft i anvendelsen af teknologien på tværs af fag og niveauer inden for den enkelte uddannelsesinstitution.
Først når vi som undervisere og uddannelsesinstitutioner ved hvad vi vil og kommunikerer eksplicit herom, kan vi meningsfuldt vejlede vores studerende i deres egen brug af generativ AI. Det kræver mod og intellektuel ærlighed at indrømme vores egen rolle i den nuværende udvikling.
Men måske er det netop en af de ting der skal til for at bygge bro mellem undervisere, uddannelsesinstitutioner og studerende i en uforudsigelig og teknologiorienteret uddannelsesmæssig fremtid.
