Når generativ AI bliver en kulturel teknologi

Gennem århundreder har vi mennesker udvidet vores forståelsesramme ved hjælp af kulturelle teknologier - fra skriftsprog til bogtrykkerkunsten, fra markeder til bureaukratier. I bredeste forstand omorganiserer disse systemer viden, understøtter samfund og former vores tankemønstre.

Nu står de generative AI-modeller på tærsklen til at blive den næste store kulturelle teknologi. Generativ AI er ikke blot en assistent, der kan skrive eksamensopgaver eller automatisere vores mails. Det er også en mekanisme, der kan organisere menneskelig viden på måder, vi endnu ikke fuldt ud forstår. Og måske vigtigere endnu: teknologien kan åbne adgang til former for tænkning, som intet menneske ville kunne frembringe alene.

I mit engelsksprogede nyhedsbrev har jeg tidligere skrevet om AI og pomymaternes renæssance, men måske står vi ikke blot over for en ny æra for tværfaglig tænkning: måske nærmer vi os et vendepunkt, hvor AI omformer selve forestillingen om, hvad det vil sige for mennesker at tænke.

Individets erkendelsesgrænser

Historiens største tænkere – eksempelvis Einstein, Hildegard af Bingen, Leonardo da Vinci og Marie Curie – skabte gennembrud ikke blot i kraft af deres begavelse, men fordi de forenede discipliner og verdenssyn, som normalt tænkes adskilt. Men sådanne synteser er sjældne. Menneskelig tænkning, selv den allermest geniale slags, har altid været begrænset af forskellige faktorer. Selv det mest tværfagligt orienterede menneske er grundlæggende begrænset af personlig erfaring og den relativt langsommelige ophobning og bearbejdning af viden i løbet af et enkelt liv. Uanset hvor begavet man måtte være.

Hvad nu hvis AI-modeller, trænet på summen af menneskehedens intellektuelle produktion, kunne understøtte en ny form for tænkning, der ikke blot sammenfatter, men genererer helt nye måder at anskue verden på - og tilbyder perspektiver, der aldrig før er blevet fuldt artikuleret?

AI som intellektuelt økosystem

På de videregående uddannelser er vi vant til at tænke i fag og metoder. Men hvad hvis vi kunne bringe flere intellektuelle traditioner og anskuelser i spil samtidig - ikke kun gennem tværfaglige samarbejder, men i realtid og på langt bredere faglige grundlag?

En mulighed er måske at udvikle AI-systemer, der ikke bare gengiver det mest sandsynlige svar, men faktisk udfordrer gængse tolkninger - et "intellektuelt økosystem" af AI-modeller trænet på forskellige faglige traditioner og sat i systematiske samtaler med hinanden. Som foreslået i en spændende ny artikel af Henry Farrell m.fl. med titlen Large AI models are cultural and social technologies kan vi forestille os, at sådanne modeller kunne engagere sig i strukturerede diskussioner, hvor de afprøver idéer mod hinanden og synliggør modsætningerne.

For bl.a. universiteter og professionshøjskoler ville det åbne for nye måder at udforske viden på. Videntilegnelse ville handle om at læse, lytte, se og absorbere som hidtil, men også om at deltage i et dynamisk landskab af ideer, hvor forskeren, underviseren eller den studerende er medskaber af nye forståelser - i samspil med teknologiske medproducenter.

Som teknologi har generativ AI en tendens til at udglatte forskelle og præsentere viden som pænt formuleret konsensus - eller ganske enkelt vrøvl, som jeg skrev om i artiklen Den syntetiske videnskrise. Derfor er der en opgave i at udvikle AI, der ikke bare spejler eksisterende viden, men AI, der også fremmer erkendelsesmæssig spænding. Jeg forestiller mig et system, der ikke primært hjælper os med at finde svar, men tvinger os til at tænke mere klart og mere åbent. Modeller, der ikke søger efter korrekte svar, men som frembringer produktive uenigheder, synliggør manglende modspil og kortlægger skjulte antagelser i vores faglige verdensbilleder.

Tænkningens fremtid

Hvis vi griber dette rigtigt an, kan konsekvenserne for uddannelse blive dybtgående. Generativ AI kan blive langt mere end et værktøj - en slags navigationssystem i det store, kaotiske ocean af menneskelig viden og erkendelse.

Jeg er ikke så optaget af, om AGI engang i fremtiden bliver muligt, eller om generativ AI kan tænke (det kan den ikke). Det afgørende spørgsmål er snarere, om vi som mennesker kan bruge generativ AI til at tænke på måder, vi aldrig før har været i stand til.

Hvis det er tilfældet, så kan påvirkningen af uddannelsessektoren blive betydelig. For så taler vi ikke længere om generativ AI primært som teknologi i klassisk forstand, men om generativ AI som social og kulturel teknologi. Det tror jeg kan give os en meget bedre kontekst for at forstå og anvende teknologien til glæde og gavn for os alle.