Hvad generativ AI afslører om vores uddannelser

I Danmark er vi som bekendt i gang med at reformere de videregående uddannelser. Vi taler blandt andet om kortere forløb, mere fleksible adgangsveje, praksisnærhed, gratis EVU og et styrket samspil med fremtidens arbejdsmarked. Jeg synes, det er fornuftigt med et kritisk blik på, hvordan og hvorfor vi bedriver videregående uddannelse i Danmark – og man kan kun håbe, at generativ AI bliver tænkt ind i løsningerne på de udfordringer, der præger et system, som på væsentlige områder ikke længere er tidssvarende.

Når regler og realitet glider fra hinanden

Generativ AI har naturligvis ikke opfundet de spændinger, der præger sektoren i dag, men teknologien synliggør dem med bekymrende præcision. Eksempelvis skal uddannelserne på én gang sikre ensartet kvalitet og hurtig gennemførsel, tilbyde faglig fordybelse og samtidig være nemt omsættelige i forskellige arbejdsmarkedslogikker, rumme menneskelig udvikling og dannelse alt imens standardisering er den dominerende dagsorden. Tænk bare på eksamensformerne. Vi har levet med disse dilemmaer længe, men generativ AI udstiller dem tydeligere end før.

Et godt eksempel er institutionernes forsøg på at håndhæve regelsæt, der allerede er i gang med at miste deres betydning. Der er få steder, hvor diskrepansen mellem formkrav og faktisk praksis bliver tydeligere end i mødet mellem studieordningens krav til "selvstændige skriftlige refleksioner" og det faktum, at en chatbot i dag på få sekunder kan generere illusionen af en kvalificeret refleksion over en tekst, den studerende ikke har læst. Vi ved det jo godt alle sammen. Vi ved også godt, at mange undervisere bruger generativ AI i deres forberedelse. Vi skriver vejledninger, lancerer pilotprojekter og drøfter regulering. Men under overfladen skrider fundamentet. Vi har fået en teknologi, der insisterer på at blive brugt – og på de videregående uddannelser befinder vi os i en institutionel ramme, der endnu ikke ved, hvordan den skal reagere.

Det usagte og det uofficielle

Det gør noget ved relationerne. Ikke bare mellem undervisere og studerende, men også mellem ansatte og systemet. Retningslinjer og politikker bliver til det, vi siger officielt – og i praksis sker der ofte noget andet. Det er ikke, fordi nogen nødvendigvis har onde intentioner. Men teknologien har bragt os ind i et mellemrum mellem de regler, vi har, og den virkelighed, vi befinder os i.

Et eksempel er, at flere og flere medarbejdere på landets uddannelsesinstitutioner er begyndt at bruge Copilot, men meget hurtigt finder ud af, at andre teknologier lige nu er markant bedre. Hvad gør man så? Officielt følger man institutionens politik, men måske bruger man også 20 dollars privat derhjemme, så man får de bedst mulige betingelser for at udføre sit arbejde. Alternativt resignerer man og konstaterer, at generativ AI slet ikke er så banebrydende endda – alt imens andre kolleger og studerende bare styrter derudaf. Afstanden mellem organisatorisk stillingtagen og virkeligheden blandt studerende og ansatte vokser hurtigere og hurtigere.

Og det er måske her, teknologien viser os sit mest foruroligende potentiale: ikke i det, den kan gøre, men i den adfærd og kultur, den afslører for os. For selvom det er nemt at blive optaget af, hvordan vi skal bruge generativ AI i undervisningen, så er det måske endnu vigtigere at spørge, hvad teknologien gør ved vores forståelse af videregående uddannelse som sådan.

Det er ikke et spørgsmål, der kan besvares med flere retningslinjer eller AI-politikker. Det kræver intellektuel ærlighed, organisatorisk mod og en vilje til at genforhandle nogle af de grundantagelser, vi har taget for givet i årtier. Ikke for at forkaste alt – men for at kunne fortsætte arbejdet på et nyt grundlag.

En støvet gammel ledelsesbog

For over 30 år siden skrev Lee Bolman og Terrence Deal bogen Reframing Organizations (1991) om nødvendigheden af at kunne begribe komplekse organisationer ved at se dem gennem flere forskellige perspektiver på én gang: strukturelle, menneskelige, symbolske og politiske. Ved et tilfælde faldt jeg over bogen igen forleden, og præmissen er mere aktuel end nogensinde, selv om ledelseslitteraturen naturligvis er blevet opdateret siden da på væsentlige områder. Men pointen er, at hvis vi primært ser generativ AI som en didaktisk, pædagogisk eller teknisk udfordring, så mister vi blikket for alt det, der gør teknologien interessant og vanskelig på samme tid. For generativ AI udfordrer ikke bare reglerne - den forskubber vores forståelse af, hvad uddannelse er.

Jeg vælger at tro, at det er netop her, der ligger et håb.

For midt i al usikkerheden giver generativ AI os også en mulighed for at være mere ærlige om det, vi allerede ved – hvis vi ellers tør. Læring har aldrig kun handlet om output. Og uddannelse handler ikke kun om det, vi kan vise, men også om det, der forandrer os.

Det er ikke sikkert, vi finder svarene lige med det samme. Men det er heller ikke det vigtigste lige nu.

Det vigtigste er, at vi endelig begynder at stille de rigtige spørgsmål.