De nye ministerielle anbefalinger om generativ AI i gymnasier og erhvervsskoler markerer et tiltrængt skifte i dansk uddannelsespolitik. Men samtidig bliver det gradvis tydeligere, at teknologien påvirker uddannelser og studerende på måder, vi kun lige er begyndt at forstå. Her er et blik på nogle af de "stille problemer", vi snart bliver nødt til at forholde os til.
I de seneste uger er der sket noget ret unikt i Danmark: vi har omsider fået et sæt anbefalinger på ministerielt niveau til anvendelsen af generativ kunstig intelligens på de gymnasiale uddannelser og i erhvervsuddannelserne. De videregående uddannelser lader vente på sig, men anbefalingerne er aligevel et fint pejlemærke på uddannelsestænkningen på området herhjemme.
Materialet er allerede blevet gennemgået grundigt flere steder, bl.a. på viden.ai, og jeg vil her blot nævne, at jeg synes anbefalingerne kommer alt for sent i forhold til behovet og i sammenligning med andre nationers tilsvarende ministerielle udspil på området. Anbefalingerne er desuden altovervejende "sikre valg", og tematikkerne er derfor, på de overordnede linjer, ikke særlig nytænkende. Lidt polemisk kan man måske sige, at anbefalingerne lige så godt kunne være udsendt for et års tid siden, hvis det primære formål var at bekræfte gældende best practice i forhold til at håndtere – ikke udvikle – fremtidens uddannelser med generativ kunstig intelligens.
Er vi klar til disse "stille problemer"?
I forhold til anbefalingerne fra ministeriet har jeg gentagne gange argumenteret for nødvendigheden af, at vi skal ændre samtalen fra snyd (bl.a. her i Kan ny forskning om snyd mon flytte vores fokus?). Men der er også andre grunde til, at vi bør tænke os rigtig godt om, inden vi sætter gaffertape på det danske uddannelsessystem i stedet for at overveje, hvad det mere fundamentalt er for et problem, vi er ved at løse.
AI-anbefalinger skal naturligvis være operationelle anvisninger som uddannelsesinstitutionerne skal kunne agere efter. Men når det mest basale er på plads, så er perspektiverne væsentlig mere vidtrækkende for fremtidens studerende end som så. Både i forhold til de positive sider af teknologien og - som vi skal se lidt nærmere på her - de negative.
Jeg skrev forleden et LinkedIn-opslag, hvori jeg i ganske kort form beskrev syv problemer, vi endnu ikke taler ret meget om i forbindelse med fremtidens uddannelser. Det lader til at jeg ramte en nerve, for rigtig mange uddannelsesmennesker har delt, læst og kommenteret opslaget.
Eksempler på nødvendige overvejelser
Jeg tror, at vi står over for en række betydningsfulde ændringer i måden hvorpå studerende interagerer med viden.
Tag eksempelvis den ændrede tilgang til sprog på baggrund af interaktioner med generativ kunstig intelligens: Vi vil snart se studerende - også fagligt stærke studerende - der ubevidst tilegner sig generativ AI's særprægede måder at formulere sig på. Dette vil formentlig først manifestere sig i sociale sammenhænge, før det siver ind i de faglige diskussioner på uddannelsesinstitutionerne. Om det er problematisk eller ej vil tiden vise, men opmærksomheden tror er er væsentlig allerede nu.
Mere bekymrende er måske den teknologiske afhængighed, vi også kan spore andre steder - eksempelvis i den verserende skærmdebat. Vi vil opleve studerende, der går i panik, når generative AI-apps ikke er tilgængelige for dem. Jeg kalder tentativt dette ”digital dependency disorder”, og selv om jeg ikke regner med at blive krediteret for en ny diagnose, så siger navnet vel næsten det hele i sig selv. Problemet vil yderligere blive forstærket af en tiltagende tendens til, at studerende opfatter sig som eksperter inden for fagområder, alene fordi AI har præsenteret stoffet på en tilsyneladende mere tilgængelig måde end deres undervisere.
De sociale implikationer er lige så væsentlige. Jeg ser en reel risiko for, at studerende vil fravælge traditionelt gruppearbejde og kollektiv idéudvikling (fx i form af brainstorms) til fordel for generativ AI's tilsyneladende mere effektive – men også mere isolerede – problemløsning. Særligt bekymrende her er risikoen for at reducere personlige og faglige udfordringer til prompts, der skal optimeres, snarere end komplekse problemer der kræver menneskelig refleksion og handling. Hvordan overbeviser vi studerende om værdien af dyb faglig forståelse i en verden, hvor AI tilbyder hurtige – men ikke nødvendigvis korrekte – svar på komplekse spørgsmål?
Eksemplerne her er langt fra udtømmende, og de omhandler kun perspektivet for de studerende. Dertil kommer problematikken fra undervisersiden som jeg skrev om i indlægget Når underviserne også bruger generativ AI: Tid til større gennemsigtighed.
Den bredere pointe her er, at der er brug for andre samtaler om generativ AI og uddannelse end dem, vi typisk har i dag. Hvis vi insisterer på, at generativ AI er et ”værktøj” og en problemstilling, der grundlæggende handler om snyd, så misser vi en række centrale pointer og udviklingsmuligheder.
Skridtet videre end anbefalinger
Måske er tiden inde til at erkende, at guidelines og anbefalinger alene ikke er tilstrækkeligt. Teknologiens udvikling gør, at vi står over for ændringer i uddannelsessektoren, der rækker langt ud over spørgsmål om snyd og eksamensformer. De reelle udfordringer handler om, hvordan vi som uddannelsesinstitutioner forholder os til en teknologi, der ikke bare ændrer måden vi arbejder på, men potentielt også former de studerendes måder at tænke, interagere og lære på.
Ministerielle anbefalinger om generativ AI er vigtige i en sektor, hvor institutionerne er styret af rammekontrakter og er vant til at navigere efter de politiske vinde. Men vi har også brug for en langt mere nuanceret og dybdegående dialog om, hvordan vi sikrer kvaliteten i uddannelserne i en tid, hvor generativ AI ikke blot er et værktøj, men en konstant tilstedeværende teknologi i undervisningslokalet såvel som alle andre steder i samfundet.
Vi bliver ganske enkelt nødt til at overveje selve fundamentet for uddannelse i en kontekst, hvor dannelse og uddannelse som begreber kommer til at se ganske anderledes ud i årene fremover.
