top of page

Hvad et oversøisk whitepaper kan lære os om fremtidens danske uddannelser

Jeppe Klitgaard Stricker


Et skarpt nyt whitepaper om generativ AI stiller de irriterende men vigtige spørgsmål, vi indtil nu har undgået i de uddannelsespolitikken herhjemme.


Whitepapers om generativ AI i uddannelsessektoren er efterhånden blevet en genre i sig selv.


De fleste er tamme og holdningsløse og undgår behændigt de virkelig vanskelige spørgsmål, men en ny rapport af professorerne Simon Bates og Danny Liu, sidstnævnte fra University of Sidney, der længe har markeret sig som ​en innovativ institution inden for AI og uddannelse, skiller sig markant ud.


CRAFT-modellen og de vanskelige spørgsmål

Den nye ​rapport fra Association of Pacific Rim Universities præsenterer en såkaldt CRAFT-model som ramme for arbejdet med generativ AI i uddannelsessektoren. Det står for Culture (kultur), Rules (regler), Access (adgang), Familiarity (fortrolighed) og Trust (tillid). Det interessante ved modellen, er - udover at akronymet også fungerer på dansk (KRAFT) - at den anerkender kompleksiteten i opgaven. Det handler ikke bare om at have nogle regler på plads eller give adgang til AI-værktøjerne.


I en dansk kontekst handler det ikke så meget om at håndtere globale kulturforskelle mellem institutioner, men snarere om at udvikle en fælles forståelse af, hvordan vi som uddannelsessektor vil møde den teknologiske udvikling. Det er netop her, at behovet for koordination og fælles retning bliver tydeligt. For hvordan skal vi kunne arbejde meningsfuldt med eksempelvis tillid mellem studerende og undervisere omkring brugen af generativ AI, hvis vi ikke har en fælles vision for, hvad teknologien skal bruges til i uddannelserne?


Dette whitepaper udmærker sig ved at tage fat i de vanskelige spørgsmål, vi også herhjemme bliver nødt til at forholde os til, men fortsat nærmest insisterer på ikke at drøfte: Ændrer generativ AI grundlæggende på den værdi vi tillægger videregående uddannelse? Hvordan håndterer vi de videregående uddannelsers institutionelle kompleksitet i en tid med stadig hurtigere teknologisk udvikling? Vil vi måske ligefrem se helt nye typer af institutioner som en konsekvens af generativ AI?


Koordination i større skala

Rapporten omtaler i direkte vendinger, at uddannelsesinstitutioners individuelle tiltag er utilstrækkelige i forhold til omfanget af de forandringer, vi står overfor - uanset hvor velmenende de måtte være. Der er simpelthen brug for koordination i større skala.


Rapporten foreslår blandt andet såkaldte "collaborative clusters" - altså samarbejdsklynger mellem institutioner - som en vej frem. Det er en model, der også kunne være relevant i dansk sammenhæng, og hvor man måske kunne benytte anledningen til at tænke bredere på hele økosystemet omkring uddannelsesdanmark. Problemet er bare, at et sådant initiativ ville kræve politisk opbakning og koordination for at blive effektiv, og for at skabe den fornødne opbakning skal man vide, hvad man vil. Og det er nok sagens kerne: Hvad vil vi egentlig sammen som samfund med fremtidens uddannelser i en verden med generativ AI?


Et andet markant forslag fra rapporten er at gøre studerende til reelle partnere i udviklingen. Det er en tilgang, der harmonerer godt med de danske uddannelsestraditioner, men som også kræver politisk beslutsomhed for at blive til virkelighed. De studerendes involvering eller mangel på samme bør ikke være afhængig af den enkelte institution - de skal være aktive medskabere af den måde, vi integrerer generativ AI i uddannelserne på.


Fra manglende kurs til politisk handling

Godt to år inde i en ny virkelighed med generativ AI ser vi herhjemme, hvordan uddannelsesinstitutionerne arbejder med at implementere og håndhæve egne, mere eller mindre hensigtsmæssige politikker vedrørende brugen af generativ AI. Alle kæmper hver især med at finde vej i AI-landskabet. Nogle steder sker det primært gennem forsøg på at kontrollere anvendelsen, andre steder gennem eksperimenter med integration i undervisning og eksamen. Men vi mangler fremdeles en politisk ramme at navigere inden for - en ramme, der kan sikre gennemskuelige, handlingsorienterede retningslinjer, der er designet med de studerendes bedste interesser for øje.


Mens den politiske retningsanvisning fortsat lader vente på sig herhjemme, så giver rapporten en nuanceret og brugbar ramme for at diskutere og handle på de udfordringer, vi står overfor. Den tilbyder et praktisk framework for at komme videre, samtidig med at den insisterer på at fastholde de relationelle og menneskelige værdier, der kendetegner god uddannelse.


Men altså: Det er virkelig på tide, at vi får en seriøs politisk dialog om, hvad vi vil med uddannelserne i fremtidens Danmark. Vi kan nedsætte ekspertgrupper fra nu og til evig tid (jeg bidrager selv til en ​arbejdsgruppe under tænketanken ​the Brookings Institution), men vi kan altså ikke blive ved med at overlade det til de enkelte institutioner at finde vej.


Der er brug for politisk lederskab, der kan hjælpe sektoren med at navigere klogt og retningsbestemt. Eksempelvis kan man etable pilotprojekter for samarbejdsklynger på tværs af institutionerne som del af deres rammekontrakter med ministeriet. Eller man kan gøre de studerendes indflydelse på AI-dagsordenen til en målbar og sammenlignelig størrelse. Eller man kan omsider få udviklet en sammenhængende, national AI-strategi for uddannelsessektoren på tværs af uddannelsesniveauerne.


Der skal ske noget, hvis vi ikke helt skal miste sammenhængskraften i uddannelsessystemet, og det kan kun gå for langsomt.


jeppe@stricker.ai

mobil 2222 8283

  • White LinkedIn Icon

©2024 JEPPE KLITGAARD STRICKER

bottom of page