Tre ønsker til en meningsfuld AI-strategi for uddannelse

Den nationale strategi for generativ AI på uddannelsesområdet er på vej. Og det er som bekendt på høje tide. Men hvis strategien skal blive mere end endnu et politisk dokument, der samler støv i skufferne på landets uddannelsesinstitutioner, så skal den bygges på et fundament, der kan bære.

Jeg vil pege på tre ting, som strategien nødvendigvis må forholde sig til, hvis den skal gøre en reel forskel.

For det første er vi nødt til at begynde med spørgsmålet om, hvad uddannelse egentlig skal kunne. Lige nu arbejder vi os igennem en stribe praktiske problemer i forhold til eksempelvis snyd, eksamen, plagiat, hjælpemidler osv. uden at have afklaret, hvad det egentlig er, vi forsøger at beskytte eller fremme. Vi lapper huller i en konstruktion, vi ikke for nylig har tegnet ordentligt op. Og resultatet er jo desværre temmelig forudsigeligt: løsninger der ikke hænger sammen, retningslinjer der modsiger hinanden, og en praksis der varierer fra institution til institution og fra underviser til underviser. Det kan vi naturligvis ikke være bekendt over for de studerende.

Rækkefølgen må være formål, derefter kompetencer, og til sidst bedømmelsesformer og lignende emner. Ikke omvendt. Hvis vi begynder med at justere eksamen uden at have afklaret, hvad uddannelsen skal lykkes med, så ender vi med prøveformer, der måler noget, vi ikke aktivt har besluttet os for at prioritere. Og vi ender med kompetencemål, der er afledt af det, vi tilfældigvis kan måle, snarere end det, der faktisk betyder noget. Dette er ikke en ny problematik, for formålet med uddannelse har længe trængt til et alvorligt serviceeftersyn, generativ AI eller ej. Nu har vi en kærkommen lejlighed til denne type drøftelse.

For det andet må strategiarbejdet inddrage underviserne som de fageksperter, de er. Det er fint, at formålet med uddannelse er et politisk og samfundsmæssigt anliggende. Det bør det være. Men jo længere vi bevæger os fra de overordnede formål og ned i retning af konkrete kompetenceprofiler, faglighed og prøveformer, jo vigtigere bliver det at overlade beslutningerne til dem, der ved, hvad de taler om. Underviserne er ikke bare implementeringsled for politisk besluttede reformer. De er eksperter i deres fag og i deres elevers og studerendes læring. En strategi, der ikke tager underviserne alvorligt, vil fejle i mødet med virkeligheden.

Strategien skal give underviserne og institutionerne rammer, ressourcer og ikke mindst tillid til at finde de løsninger, der fungerer i deres konkrete faglige kontekster. Der findes ikke én løsning, der passer til alle fag, alle niveauer og alle institutioner. Der findes derimod fagfolk, der kan udvikle kloge løsninger, hvis de får lov.

For det tredje er vi nødt til at tage den digitale infrastruktur alvorligt. Det handler om etik og datasikkerhed, men det handler også om suverænitet. I dag er stort set hele den danske uddannelsessektor dybt afhængig af Microsoft. Det er ikke nødvendigvis, fordi nogen aktivt har valgt det, men snarere fordi det var den nemmeste vej, og fordi der ikke var politisk vilje til at finansiere eller prioritere alternativer. Den afhængighed er blevet et problem, som kun bliver større, når vi nu skal kunne integrere AI-teknologier i forbindelse med undervisningen.

Microsofts AI-løsninger er bygget ind i deres økosystem. Det betyder, at vi ikke bare er afhængige af deres infrastruktur, men at vi også er ved at blive afhængige af selve den teknologi, der former, hvordan vores elever og studerende lærer, tænker og arbejder. Det er en strategisk sårbarhed, og det er et etisk problem.

Andre lande er begyndt at handle. Frankrig har annonceret, at 2,5 millioner statsansatte skal stoppe med at bruge Microsoft Teams, Zoom og lignende platforme inden 2027 og i stedet anvende den franske open source-platform Visio. ​Det franske undervisningsministerium har oprettet over 400.000 konti på den europæiske platform Nextcloud og sigter mod 1,2 millioner brugere.​ Lignende initiativer er i gang i Tyskland, Østrig og Italien. ​Caroline Stage meldte offensivt ud om Microsoft sidste år,​ da hun var minister for digitalisering, ligesom direktøren for Færdselsstyrelsen Stefan Søsted for nylig har taget ​de første skridt væk fra en Microsoft-drevet styrelse​.

Så det kan lade sig gøre. Det bliver dyrt, og det bliver svært. Men alternativet er at acceptere, at vores uddannelsessystem i stigende grad styres af beslutninger truffet i et amerikansk firma, hvis forretningsmodel ikke nødvendigvis er forenelig med vores pædagogiske og demokratiske værdier.

En national AI-strategi for uddannelsesområdet skal selvfølgelig rumme mere end disse tre punkter.

Men hvis vi starter med formålet, inddrager fagkundskaben og tager infrastrukturen alvorligt, så vil jeg mene, at vi er rigtig godt i gang.