
Med den seneste AI-udvikling "use computer" kan stadig flere processer automatiseres med generativ AI, men i forhold til uddannelse risikerer vi samtidig at miste det rum, hvor faglig dømmekraft og forståelse udvikles.
I den forgangne uge tog AI-udviklingen endnu et mærkbart skridt med lanceringen af “use computer” - en teknologi, der kan udnytte computere til at udføre handlinger og ikke blot producere tekst, billeder, video og lyd som vi kender det fra tidligere.
Helt konkret kan AI-teknologien fra Anthropic nu bruge computeren til at åbne browservinduer, indtaste i tekstfelter, tilmelde sig nyhedsbreve, købe ind på Amazon, planlægge køreturen til Italien med sightseeing, naturlegepladser og overnatninger undervejs - og alt muligt andet.
Potentialet er vildt. Temmelig ufatteligt, faktisk.
Enhver har nu i princippet en assistent, der i privatlivet eksempelvis kan holde øje med de bedste og billigste løsninger inden for eksempelvis forsikringer, elpriser, køb af diverse varer når de rammer den rette pris, etc. I studiemæssig sammenhæng er der nu betydelig hjælp at hente til eksempelvis studerende med funktionsnedsætter, men teknologien kan naturligvis også misbruges til at skabe falske interaktioner og studieaktivitet m.m. i eksempelvis Moodle.
I et samfundsperspektiv tør jeg næsten ikke tænke på, hvad denne teknologi kommer til at betyde for transaktionerne i en i forvejen overophedet global økonomi og køb-og-smid-væk-kultur, men det er heldigvis heller ikke pointen med dette nyhedsbrev.
Lad os i stedet overveje implikationerne for uddannelse, for de er værd at bemærke.
Ingen proces, ingen læring
Vi hører ofte, at kunstig intelligens kan effektivisere uddannelser og læring. Det er formentlig korrekt, men vi skal tænke os godt om. Tilegnelse af viden, færdigheder og kompetencer er ikke en lineær proces, der blindt kan accelereres med teknologi, og hvis man minimerer friktionen og processen, så minimerer man læringen.
Når uddannelsesinstitutionerne i denne tid gentænker uddannelser med generativ AI, så bør læring snarere end resultater og output være i fokus. Generativ AI er ikke bare en række nye værktøjer, der medfører større eller mindre problemer for uddannelsessektoren; nye teknologier har altid været konstituerende elementer i menneskets evolution og selvforståelse, og generativ AI bør derfor allerede nu betragtes som en fundamental ændring i menneskets måde at engagere sig med verden på.
Et ret grundlæggende eksempel er informationssøgning og kildekritik. Traditionelt har disse processer ikke bare handlet om at finde information, men også om den gradvise udvikling af faglig dømmekraft gennem søgninger, vurderinger og fravalg. Det er i denne proces - ikke i resultatet - at den kritiske sans udvikles.
Når generativ AI nu kan håndtere en sådan proces ved at foretage søgninger og kategoriseringer af data og kilder, så sparer vi tid. Og i et uddannelsespolitisk klima, hvor mantraet i en årrække har været “hurtigere og kortere”, så er det måske fristende at springe et led eller to over, når vi indretter fremtidens uddannelser.
Men det er lumsk, for hvis vi gør det, så vi udhuler samtidig det rum, hvor professionel dømmekraft udvikles. Det svarer lidt til at fjerne træningen og kun fokusere på kampdagen eller at springe øvetimerne over og gå direkte til koncerten.
Nye balancer
Når generativ AI nu kan navigere gennem digitale grænseflader og udføre komplekse handlinger, så mindsker vi ikke bare friktion - vi eliminerer potentielt selve den proces, hvorigennem studerende traditionelt har udviklet deres forståelse og kompetencer. Og hvad sker der mon med de studerendes udvikling af professionel dømmekraft, når de grundlæggende processer automatiseres?
Dette spørgsmål bør stå centralt for de videregående uddannelsers fremtidige udvikling. De fleste institutioner er heldigvis allerede optaget af den betydning, generativ AI får for fremtidens uddannelser, men jeg tror vi skal være endnu mere grundige i vores overvejelser om, hvilke processer det er værd at værne om, og hvilke der med fordel kan automatiseres.
Når de videregående uddannelser gentænker deres formål, så bør det ske med en sund skepsis i forhold til den historiske rolle som leverandører af information og tekniske færdigheder – for disse aspekter kan i stigende grad automatiseres - og snarere som facilitatorer af en dybere form for udvikling af læringsmæssige kompetencer, eksempelvis gennem filosofisk og etisk refleksion.
Dette perspektiv kan unægtelig lyde altmodisch, men i sidste ende handler det måske om at genopdage dannelsens betydning i en digital tidsalder. Med generativ AI skal de faglige grundsubstanser såmænd nok klare sig: Men jeg tror mere og mere på, at teknologien bør få os til at prioritere udviklingen af kritiske, empatiske og demokratisk oplyste borgere.
Fremtidens videregående uddannelser må finde sig til rette i spændingsfeltet mellem teknologisk effektivitet og menneskelig udvikling, mellem automation og refleksion, mellem hastighed og dybde.
Det handler ikke om at vælge mellem teknologi og tradition, men om at identificere og beskytte de læringsrum, hvor menneskelig dømmekraft udvikles. Hvis processen og det slidsomme forsvinder, så forsvinder også muligheden for at udvikle den type forståelse som kendetegner mennesker. Teknologiens største gave til uddannelse er ikke dens evne til at effektivisere, men anledningen til at gentænke, hvad der virkelig betyder noget i læring og uddannelse.